Egens borebille er den største borebille, der lever i Danmark. Den voksne bille bliver 6-9 mm lang. Den er brun med uregelmæssige pletter af gullige, svagt metalskinnende hår, der giver den et karakteristisk spættet udseende. Den fuldvoksne larve er ca. 1 cm lang, og kroppen er krumbøjet og bleg. Hovedet er gulbrunt med mørkebrune kæber.

Biologi og skade 

Egens borebille giver sig i parringstiden (marts-juni) til kende ved en banken. Denne banken består af 6-8 hurtige dunk, som gentages med korte mellemrum. Lyden frembringes af begge køn ved, at de slår brystskjoldet mod gangens sider. Signalerne hjælper utvivlsomt de to køn med at finde hinanden. Man har fra gammel tid brugt betegnelsen “dødningeure" om disse små bankeånder, idet man tog varsler af lyden.

Efter parringen lægger hunnen ca. 50 æg. De anbringes i revner og sprækker i træet samt i de gamle flyvehuller. De nyklækkede larver borer sig ind i veddet, hvor de tilbringer resten af larvetilværelsen med at æde sig fremad. Udviklingstiden vil i bygningstømmer oftest ligge mellem 5 og 10 år, afhængig af  træets art, kvalitet, fugtighed og temperatur. Når larven er fuldvoksen, forvandler den sig i juli eller august måned til en puppe. Et par uger senere kommer den voksne bille ud af puppen. Billen bliver inde i træet til næste forår, hvor den gnaver sig ud af træet gennem et af de karakteristiske runde flyvehuller. Diameteren af flyvehullet er ca. 3 mm, mens den almindelige borebilles huller kun måler ca. 1,5 mm.

Billens naturlige levested er udgåede dele af forskellige arter løvtræ, især eg. I bygninger er det ganske overvejende egetømmer, som angribes. Den kan dog også leve i andet løvtræ, og i sjældne tilfælde kan den gå i fugtskadet nåletræ. Kun træ, som har været udsat for så megen fugtighed, at en eller anden form for svamp har kunnet trives i det, bliver angrebet.

Det er ikke almindeligt at bruge egetømmer i moderne byggeri Ud over vore gamle kirker og herregårde er det derfor især i bindingsværkshuse, at egens borebille optræder som skadedyr.